Resumé:

Indhold

• Indledning
• Fortolkning af "direkte perception" under anvendelsen af landkort
  • Kortets rolle i perception/handling
  • Problemer ved teorien om "direkte perception"
• Praktisk kortbrug i et økologisk perspektiv
  • De primære kortsignaturer
  • Brugen af mentale modeller
  • Fysisk versus perciperet relativ afstand
  • Farvesignaturer for flader på kortet
  • Højdeangivelser
• Systematisk analyse af o-løbskort
  • Syntaktisk analyse
  • Semantisk analyse
  • Pragmatisk analyse
• Konklusion
  
  
• Referencer

Indledning

Mennesket har i mange århundreder brugt dét at fremstille landkort som et hjælpemiddel til at passere igennem ukendte egne uden at fare vild. Gennem tiderne er der fremkommet mange forskellige korttyper, og med opfindelsen af flyvemaskinen er kortene blevet meget præcise i forhold til afstandene i landskabet.

Det er dog interessant at se på hvor godt det tegnede kort er til at hjælpe den rejsende. Den ideelle situation er jo at de signaler som man uden at tænke over det opfatter fra den virkelige verden, blot skal behandles ved det Rasmussen (1983) kalder en "skill-based behavior" (og som Gibson (1979) betegner som "direkte perception/aktion"), men ofte viser det sig at begynderen bliver nødt til at gå op på det regel-baserede niveau ("jo mørkere farve, jo sværere er det at løbe i") eller måske helt op på det videns-baserede niveau ("Lad os se, de brune streger er højdekurver, dvs...")

I den første del af denne tekst vil jeg prøve at give en fortolkning af den proces det er at bruge et kort til at finde vej, ud fra et økologisk synspunkt: hvordan skal man forstå Gibson's (1979) "direkte perception" når personen både kan bevæge sig i og opfatte virkeligheden og samtidig se på kortet med dets farver og vinkler?

Her er der altså tale om en undersøgelse af kortets indvirkning på menneskets handlinger. Man kan også vende sagen om og spørge: når vi betragter mennesket i et økologisk perspektiv, som et aktivt observerende og handlende væsen i sin omverden, er den grafiske information på de gængse landkort så præsenteret på en hensigtsmæssig måde? Det er emnet for den anden del af teksten; jeg vil her især fokusere på hvad der falder uøvede kortbrugere svært, fordi jeg mener det mere end noget andet kan give en idé om hvordan mennesker umiddelbart opfatter landkort. Hvis man så kunne indrette kortet så alle umiddelbare opfattelser var "korrekte", ville man have henvist flest mulige mentale processer ved kortbrug til det færdighedsbaserede niveau, og dermed have frigivet flere ressourcer til vidensbaserede processer som f.eks. planlægning og strategi.

I den tredie del af teksten giver jeg en mere systematisk analyse af orienteringsløbskort med udgangspunkt i Kosslyn's (1989) analyseskema, for at vise at teknikken kan anvendes og afdækker relevante problemer ved kortets grafik.

Jeg har afgrænset mig til hovedsageligt at se på brugen af orienteringsløbskort (o-løbskort), og enkelte gange de almindelige 4cm-kort (målestok 1:25000) fra Geodætisk Institut. Jeg behandler således ikke specielle reliefkort (ikke-flade kort) og heller ikke turistkort hvor der f.eks. er afbilledet en badegæst ved en badestrand.

I bilag til denne tekst vil man finde to eksempler på kort: et 4cm-kort fra en pjece udgivet af Kort- og Matrikelstyrelsen og et orienteringsløbskort.

Fortolkning af "direkte perception" under anvendelsen af landkort

Grunden til at jeg mener det er interessant at undersøge den grafiske information i landkort på basis af Gibsons teori om menneskers "direkte perception" af omverden er, at det primære formål med et landkort jo er at hjælpe mennesker med at finde rundt i den del af verden som kortet beskriver. Mennesket udfører nogle handlinger (for at komme fra ét sted til et andet), og ifølge Gibson er handling integreret med perception; når man går hen ad en vej og perciperer en sidevej har den en "affordance" - man kan udføre en handling: at dreje ned ad den. Men hvorfor drejer man så ned ad den? Hvorfor drejer man ikke ned ad de andre sideveje? Hvis man aldrig har været i det område før, og hvis det ellers er et "fornuftigt" valg, må kortet på en eller anden måde influere på de handlinger man foretager sig.

Ideelt set skulle et kort give brugeren en "naturlig" oplevelse af det område kortet dækker. Det er imidlertid næppe tilfældet; alene det faktum at kortet er meget mindre end virkeligheden må begrænse graden af "direkte perception". Der er dog også andre faktorer: kortets perspektiv er ovenfra - al information der kan henføres til den lodrette dimension må enten udelades eller repræsenteres på en speciel måde. På almindelige kort løser man dette problem ved hjælp af hældningsstreger og højdekurver der angiver linier hvor terrænet har konstant højde.

Højden er ikke den eneste information der ikke er afbildet på en transparent, "naturtro" måde: når man går ude i virkeligheden oplever man huse af forskellige former og bevoksning af forskellig størrelse og farve. På kortet er huse blot repræsenteret ved en sort firkant uanset højden af huset, og bevoksningen er stort set kun angivet ved en håndfuld farver - det er ikke muligt på kortet at se forskel på en gul kornmark og en grøn roemark.

Kortets rolle i perception/handling

Antag en person begiver sig afsted fra ét sted til et andet og medbringer et kort for at finde vej. Hvis ruten ikke er triviel, vil personen kigge flere gange på kortet undervejs, og vejene hun vælger vil til gengæld sandsynligvis udgøre den letteste rute. Bemærk at de handlinger hun udfører undervejs ikke nødvendigvis kan tilskrives en "means-end" strategi: det er muligt at det er nødvendigt at bevæge sig væk fra målet undervejs for at følge den letteste rute, så der kan altså ikke være tvivl om at hun ikke kun reagerer på de "affordances" hun oplever i terrænet.

Den gibsonianske forklaring på dette er at personens perceptuelle system er blevet "gearet" til at opfatte det omgivende miljø på en bestemt måde, til at diskriminere mellem de tilgængelige "affordances:"

The state of a perceptual system is altered when it is attuned to information of a certain sort. The system has become sensitized. Differences are noticed that were previously not noticed. Features become distinctive that were formerly vague. But this altered state need not be thought of as depending on a memory, an image, an engram, or a trace. An image of the past, if experienced at all, would be only an incidental symptom of the altered state.
(Gibson 1979, p. 254)

Men enhver erfaren kortbruger vil jo vide, at man ikke blot kigger på kortet, for derefter straks at genkende de samme strukturer i virkeligheden. Ofte kræver det f.eks. en bevidsthed om verdenshjørnernes placering, som det ikke nødvendigvis er muligt at opfatte direkte fra det "optiske array;" det kan være overskyet, mørkt, eller være umuligt at se pga. de nærmeste omgivelser. Denne bevidsthed om verdenshjørnerne kan man derfor opnå "ikke-optisk", f.eks. verbalt fra andre eller vha. et kompas, og først derefter genkender man terrænet. Sagen bliver endnu mere "udirekte" når man (realistisk) forestiller sig en kortbruger der ikke umiddelbart kan finde den rette del af kortet, som efter nogen tid f.eks. lægger mærke til et teglværk på kortet, og kæder dette sammen med en oplysning hun læste i avisen for nogen tid siden: at teglværket var blevet revet ned. Hun slutter hurtigt at kortet ikke passer helt til virkeligheden (teglværket er angivet på kortet), og så er hun sikker på hvor hun er, og kan bruge det til at bevæge sig videre.

Problemer ved teorien om "direkte perception"

Denne brug af kort - som bestemt er realistisk - synes jeg antyder at der er visse problemer ved en ukritisk anvendelse af den økologiske tilgangsvinkel. Endnu værre bliver det når man overvejer at det meget vel kan ske, at man først efter at have set gentagne gange på både kortsignaturen og kortet og sammenlignet med virkeligheden finder ud af, hvilken del af kortet der repræsenterer den del af det "optiske array" man kan se: "...it is fairly obvious that stored knowledge often plays a part in object recognition and perception...The Gibsonian notion of affordances simply fails to do justice to the wealth of meaning which we frequently percieve in objects and people." (Eysenck & Keane 1993, p. 92)

Problemet er at det enten virker usandsynligt at hele denne proces blot består af "direkte opsamling af informationer" ved en resonans mellem det optiske array (skiftevis kort og virkelighed) og det perceptuelle system som Gibson (1979, p. 244ff) beskriver. Eller også er Gibsons brug af begrebet "direkte perception" for bredt, som en slags "bortforklaring" af perceptionsmekanismens virkemåde. Ullman skriver at "[d]escribing the stimulus-percept relation as ``immediate'' would ... be justified if the relation had no meaningful decompositions into more elementary constituents...[I]f the extraction of visual information can be expounded in terms of psychologically meaningful processes and structures, then it cannot be considered immediate." (1980, p. 374, original kursivering) Pointen er at selv hvis det viser sig at hjernen "implementerer" perception direkte, bør vi lave en "indirekte", informationsbearbejdende teori, hvis det giver mening og er muligt, og det siger Ullman det er: "The conclusion ... is that a psychologically meaningful decomposition of, say, stereoscopic vision, seems possible. But if it is, then the explanation of stereoscopic vision as the immediate pickup of binocular information would not be justified." Hvis vi, som Gibson, afviser at beskæftige os med et mellemliggende, "algoritmisk" niveau får vi en svagere og mindre anvendelig psykologisk teori.

Vi skal altså passe på med blindt at anvende Gibsons teori om direkte perception. På den anden side mener jeg at han sætter fokus på et meget vigtigt aspekt, nemlig at vi mennesker bestemt ikke er "synsmaskiner" der kun ser et diskret antal billeder som todimensionelle fotos. Vi bevæger os, iagttager og ikke mindst oplever omverden - derfor bør vi også tage udgangspunkt i hvordan vi dynamisk oplever omverdens genstande som faktiske, tredimensionelle genstande og oplever begivenheder som dynamiske ændringer af denne omverden.

Praktisk kortbrug i et økologisk perspektiv

I dette afsnit vil jeg beskæftige mig med uøvede og let trænede orienteringsløberes brug af især o-løbskort men også 4cm-kort til orienteringsløb.

De primære kortsignaturer

Det viser sig at de signaturer på kort som begyndere først og umiddelbart forstår, er veje der er markeret med sorte streger, og søer der er markeret med blå flader - og iøvrigt også huse, markeret med sorte rektangler. Hvis vi skal prøve at fortolke dette økologisk, må grunden til den umiddelbare genkendelse af veje være at de sorte streger er en fremtrædende, kantet struktur på kortet i forhold til de øvrige dele: skraverede flader, sjælden anvendelse af farven sort. I omgivelserne er veje også kontraster - de "skærer" sig gennem landskabet, som regel i stykkevis rette linier.

Det er også sædvanligt for mennesker at opfatte blåt som vand, sandsynligvis fordi man husker det blå skær af himlen der reflekteres af vandet i f.eks. søer og have. Selv når farven fremstår lyseblåt pga. skraveringer - signaturen for mose - betragter begyndere det også helt klart som "noget med vand", og genkender det også i terrænet hvis de støder på det. Jeg tror endda at denne lette skelnen mellem (tilgroede) moser og deciderede søer (med åbent vand) netop har baggrund i at den mørke blå farve signalerer et kraftigt/dominerende objekt, præcist som en orienteringsløber ville opleve søen i naturen: "massiv" og impassabel. Udtrykt i Gibsons sprogbrug kunne man sige at en "højere-ordens invarians" som selv begyndere opfatter, er at søer og moser er "blå", irregulære flader, og veje er langstrakte, stykkevis rette linier.

Det er interessant at lægge mærke til, at hvor erfarne kortbrugere lægger megen vægt på vinklerne i stisammenløb (om en sidevej går skråt bagud til højre, vinkelret til venstre osv.), hæfter begyndere sig primært ved om der er en forgrening/sidevej. Dette kan godt forklares ud fra en økologisk synsvinkel ved at det perceptuelle system hos begyndere blot ser en simpel "affordance" ved en sidevej (på kortet såvel som i virkeligheden): at man kan gå ned ad den; erfarne kortbrugeres perceptuelle system er derimod "attuned" til vinklerne - en gibsonianer ville sige at "the perceptual system has evolved to ``resonate'' to certain invariant information." (Bruce & Green 1993, p. 234) og at "[t]hose particular affordances of an object which are detected depend on the perceiver's species and on his or her current psychological state." (Eysenck & Keane 1993, p. 90)

Brugen af mentale modeller

Det der dog synes at være mest karakteristisk ved begynder-brug af kort er at personen danner sig en forestilling om en slags "relation" mellem den virkelighed hun ser og selve kortet, f.eks. en forestilling om at hun "bevæger sig hen ad en sort streg på kortet" (en vej). Denne forestilling søger hun så hele tiden at bekræfte ved at "genkende" (eller komme i resonans med?) de synsoplevelser hun får ved at bevæge sig hen ad vejen. Det er vigtigt at bemærke at det netop er bekræftelser der søges, ikke det modsatte. Her gælder det altså i højere grad end noget sted at "...people seek evidence that will confirm their hypotheses, but they only rarely set out to see whether their hypotheses are false." (Gleitman 1991, p. 321) - jeg har endda været ude for at en person er løbet i den stik modsatte retning af den rigtige fordi han havde vendt kortet 180 forkert, og overbeviste sig selv ved at opleve omgivelserne som en bekræftelse på at det var rigtigt!

Fysisk versus perciperet relativ afstand

Et andet aspekt ved begynderes brug af kortet er vurderingen af afstande; der er jo fra korttegnerens side lagt et stort arbejde i at skabe en direkte, linær projektion mellem afstande i terrænet og afstande på kortet - hvis man da oplever terrænet ovenfra!

Det vil ofte være sådan, at man løber hurtigere på større veje og stier (de har god belægning - en "løbe-hurtigt-affordance" - og vegetationen hænger sjældent i vejen for én), hvilket resulterer i at den uøvede løber oplever afstandene på de store veje som kortere end de tilsvarende afstande på de små stier. Også stigninger kan ændre den oplevede vejlængde, og dermed være med til at forstyrre forbindelsen mellem en mental model opbygget på baggrund af kortet og så det perciperede terræn. Dette kunne kort udtrykkes ved at sige, at projektionen mellem den mentale model og det virkelige terræn ikke er særlig linær - i modsætning til projektionen mellem kort og virkelighed.

Farvesignaturer for flader på kortet

O-løbskort er naturligvis beregnet til at hjælpe løberen med at komme gennem terrænet på den bedste og hurtigste måde, så der er lavet signaturer for vegetationen der ikke fortæller præcis hvilken vegetation der er i området, men hvor let gennemløbelig den er. Således har man angivet graden af gennemløbelighed ved at bruge farver af varierende styrke - hvilket er en kvalitet ved kortet der bestemt opdages af mennesker:

Of course color brings to information more than just codes naming visual nouns-color is a natural quantifier, with a perceptually continuous (in value and saturation) span of incredible fineness of distinction, at a precision comparable to most measurement... In practice everything is not this wonderful, given the frequently uneasy translations from number to corresponding color and thence to human readings and interpretations.
(Tufte 1990, p. 91)

Erfaringen viser da også at alle - begyndere såvel som erfarne - lægger mærke til de farvede flader. Begynderne har dog vanskeligheder med at tyde signaturerne, de laver "uneasy interpretations". Farvenuancerne er jo fra korttegnerens side brugt efter et princip i stil med det anvendt på det bathymetriske kort som Tufte viser som eksempel. Dér er farveprincippet ``the deeper or higher, the darker'' (Tufte 1990, p. 91); på o-løbskortet er princippet "jo sværere gennemtrængeligt, des mørkere", hvor den gule farve betyder åbent land og den grønne buskads og træer. Det synes at være fornuftigt, netop fordi en kraftig farve opleves som "styrke" og "uigennemtrængelighed", men det giver dog anledning til et velkendt problem: at især begyndere opfatter signaturerne (forkert) som et "billede" af bevoksningen; de lysegule områder opleves som sandområder, de grønne som grønne træer - også midt om vinteren. Denne "direkte perception" af farverne viser sig her som en dybtliggende mekanisme, for selv øvede orienteringsløbere skal ofte koncentrere sig om at "fortrænge" indtrykket af sandområder og træer - de må ty til det Rasmussen (1983) betegner "rule-based behavior".

Det er egentlig lidt paradoksalt: man har vel valgt at bruge farver i stedet for små repeterende tegninger af f.eks. træer, buske eller siv for netop at undgå "metafor-problemet:" at tegnet angiver mere funktionalitet end der i virkeligheden findes (Hansen 1992, p. 10f). Desværre har brugen af disse farver så vist sig ikke at være "neutral in their generality" (ibid.).

Højdeangivelser

Det er et notorisk problem at afbilde terrænets højder på kort; Tufte (1990) udtrykker det som et nærmest umuligt forsøg på "escaping the paper flatland". Den måde man har forsøgt at løse det på ved o-løbskort og geodætiske kort er ved at tegne højdekurver, der angiver hvordan vandrette snit gennem landskabet med 2« meters højdeforskel ville skære jordoverfalden.

En ikke alt for lille bakke vil derved blive aftegnet som en række cirkler inde i hinanden, og jo tættere linierne ligger, des stejlere (og højere) er bakken. Dette giver en rimelig god basis for en "direkte perception" af kortet hvis man er tæt på (eller oven på) bakken, fordi den tekstur man oplever i de nærmeste omgivelser vil være mere "sammentrængt" pga. hældningen i terrænet (prøv blot at forestille synsindtrykket af bakkens bevoksning når man står på toppen i forhold til synsindtrykket af omgivelserne når man står på en flad mark). Imidlertid er der fire forhold der taler for at afbildningen alligevel ikke er ideel:
I) Hvis man står et stykke fra bakken vil teksturen tværtimod blive mindre sammentrængt i forhold til de omgivende flader. Dette passer også med den oplevelse en del har haft: at det er svært at se at "den bakke derude svarer til disse ringe på kortet", hvorimod når man kommer op på den kan man godt se at "ringene selvfølgelig er denne bakke vi står på".
II ) Når man (som det perceptuelle system man er) bevæger sig omkring i terrænet vil man "direkte percipere" bakkerne som de store, massive jordmasser de er. På kortet er der derimod ikke noget der umiddelbart opleves som stort og massivt; højdekurverne er tegnet i en afdæmpet brun farve så de fremstår i det Tufte (1990) kalder "et andet billedplan", for ikke at forstyrre læsningen af de primære kortsignaturer. Ganske vist ligger de tættere når terrænet skråner meget, men det bliver højst til en brunlig skygge, hvilket er en ret pauver angivelse af noget stort og massivt - især set i forhold til at søer angives med en kraftig, massiv, blå farve.
III ) Når man befinder sig på et kun let kuperet terræn bliver højdekurverne nærmest til tilfældige streger, som om man havde spildt en kop kaffe ud over kortet. I det tilfælde skal der i hvert fald en del vidensbaseret tænkning til for at percipere kortet ret, hvis det da overhovedet er muligt!
IV ) Hvis man "midt i" et terræn vil vide hvor højt man er oppe, f.eks. i forhold til vandoverfladen i en sø, skal man til at tælle antallet af kurver ned til søen; kurverne giver ikke nogen absolut højdeangivelse. Dette er næppe et problem set fra en økologisk synsvinkel, hvor man blot skal have "en fornemmelse" af det omgivende terræn, men hvis man skal foretage nogle slutninger på det vidensbaserede niveau kan man have behov for en absolut angivelse. Problemet forværres også af at det ikke altid er muligt at se om en streg angiver at terrænet stiger eller falder med 2« meter. Problemet kan omgås ved at integrere den grafiske information med en numerisk oplysning om højden for udvalgte kurver (Hansen 1992, Tufte 1990), hvilket da også er den teknik man bruger på geodætiske kort, ved med passende mellemrum at angive højden på kurverne.

Hvor højdekurver viser sig at være et kompliceret begreb for begyndere, bliver hældningsstreger overraskende let forstået. Hældningsstreger tegnes vinkelret ud fra en højdekurve i retning mod det sted der ligger dybere. Således kommer signaturen for en grusgrav til at ligne en "omvendt sol" hvor strålerne stråler ind i, i stedet for væk fra, solskiven, og en skrænt ligner en redekam.

Hvis vi skal forklare den lette forståelse ud fra et økologisk synpunkt, kunne det måske være fordi man i naturen oplever skrænter "med streger", det kunne måske være skygger eller spor af ting der er trillet ned ad skrænten (de ville jo netop ikke trille på tværs). Måske giver "skyggeeffekten" i skræntsignaturen indtryk af en massiv bunke jord? En mulig fortolkning af grusgravens "letforståelige" udseende kunne være at når man ser en grusgrav ovenfra er kanten forholdsvis veldefineret (en optrukken streg), men bunden er mere diffus (de åbne ender af hældningsstregerne danner jo en diffus indre ring).

Hvis iagttagelsen - at hældningsstreger der går langs med hældningen er en økologisk god indikator for hældning i terrænet - viser sig at være rigtig og generalisérbar, kan det faktisk have alvorlige konsekvenser: mange kort bruger højdekurve-signaturen der jo netop består af streger som kun går på tværs af hældningen!

Systematisk analyse af o-løbskort

I dette afsnit vil jeg prøve at anvende Kosslyn's (1989) metode til at analysere grafer og diagrammer for perceptuelle uhensigtsmæssigheder. Jeg har valgt kun at analysere o-løbskort, og har udeladt en del af hans punkter, da jeg mener de ikke var relevante. Analysen består af tre dele: en syntaktisk og en semantisk analyse, og derefter en pragmatisk analyse der diskuterer om fejlene virkelig er uhensigtsmæssige når kortet anvendes i den rette sammenhæng (af orienteringsløbere til at løbe et orienteringsløb).

Syntaktisk analyse

Baggrunden

er hvid, hvilket hjælper med til at opfatte de øvrige farver så klart som muligt.

Den ydre ramme

er et rektangel opbygget af neutrale, tynde streger.

Den indre ramme

(meridianerne) består af et antal parallelle, lodrette, tynde streger med jævn afstand som de fleste steder kan skelnes fra de øvrige kortelementer.
PROBLEM: Visse steder kan man tage fejl og tro at en meridian er en lille sti/hugning.

Angiveren

er selve kortetelementerne (de anvendte signaturer), der omfatter streger, skraveringer og flader i forskellige farver. Der er - mindst - to billedplaner: højdekurver og de øvrige signaturer, og det er klart at se når nogle signaturer overlapper andre.
PROBLEM: Der er flere forskellige signaturer end korttidshukommelsen kan holde, så det vil kræve træning at genkende dem alle.
De bratte farveskift og de gennemskærende streger signalerer klart vigtig information om terrænets beskaffenhed.
PROBLEM: Visse steder kan det være svært at skelne farvenuancerne fra hinanden.
PROBLEM: Kortet opfattes ikke intuitivt som en angivelse af et tredimensionelt landskab.

Bogstavetiketterne

er ordene i signaturforklaringen, som er skrevet med en ensartet, læselig skrift.

Ikonetiketterne

er de mange små enkeltsignaturer (sten, tårn, brønd osv.); de kan godt skelnes fra hinanden.

Overskriften

er stor og identificeres klart som overskrift.

Signaturforklaringen

er klart adskilt fra kortet og er umiddelbart forståelig.
PROBLEM: Der er flere forskellige signaturer end korttidshukommelsen kan holde, så det vil kræve træning at huske dem alle.

Organisationen af rammen og angiveren:

kortelementerne er indenfor den ydre ramme og dækkes af den indre.

Organisationen af rammen og etiketterne

er simpel og forståelig: etiketternes placering på kortet angiver placeringen i virkeligheden.

Organisationen af etiketterne og angiveren

angiver også på forståelig måde den geografiske placering. Forbindelsen mellem bogstavetiketterne i signaturforklaringen og kortelementerne er klar.

Organisationen af etiketterne, rammen og angiveren:

PROBLEM: en del steder på kortet er oplysningerne meget sammentrængte.

Semantisk analyse

Den indre ramme

(meridianerne) har til formål overalt, lokalt på kortet at angive nord-syd retningen.
PROBLEM: Det er ikke angivet hvad meridianerne betyder.

Angiveren

viser hvilke kvaliteter terrænet på de angivne koordinater har.
PROBLEM: Det er ikke alle steder klart om højdekurverne specificerer en stigning eller et fald i terrænet; det skal deduceres ud fra de omgivende kurver.
Generelt gælder at jo mere de forskellige kortelementer ligner hinanden, des mere opfattes de som lignende hinanden i naturen.
PROBLEM: Farvekodningen for gennemløbeligheden opfattes umiddelbart som vegetationens udseende ("the literal interpretation" er ikke "compatible with the role they play").

Bogstavetiketterne

er entydige, repræsentative og forståelige.

Ikonetiketterne

De fleste enkeltsignaturer er repræsentative for det afbillede koncept, og umiddelbart forståelige.
PROBLEM: Signaturerne for højt tårn, mast, skydetårn er ikke intuitivt genkendelige.

Pragmatisk analyse

Af de ovennævnte problemer er de alvorligste i praksis

syntaktisk:

at oplysningerne på kortet er meget sammentrængte (ofte skal kortet beses under mindre gode lysforhold).

syntaktisk:

at der er mange signaturer.

semantisk:

at signaturfarverne ikke er intuitivt forståelige.

De øvrige problemer er enten mindre relevante eller overvindes ved træning; det er f.eks. ikke essentielt at kunne læse højdekurverne fejlfrit for at løbe orienteringsløb, og man kan godt lære sig at læse dem ret godt. De ikke-intuitivt forståelige enkeltsignaturer lærer man i praksis også: "Har man én gang genfundet en kortsignatur i terrænet, vil man have let ved at huske, hvad den betyder" (Schmidt 1982, p. 13)

Konklusion

Jeg har i denne tekst givet en fortolkning af hvad der sker når man bruger et kort til at finde vej ude i virkeligheden, set ud fra et økologisk synspunkt. Det afslørede at en streng fortolkning af "direkte perception" enten resulterer i en ikke særlig plausibel forklaring af perception eller også at "direkte perception" er et temmeligt tomt begreb. Den økologiske tilgangsvinkel skal altså anvendes med fornuft - men så kan den også indgyde værdifuld respekt for at virkeligheden er tredimensionel og dynamisk.

En gennemgang af (begynder-)problemer ved o-løbskort viste, at en stor del af problemerne kunne forklares med dette økologiske perspektiv. Især synes der at være en stærk forbindelse mellem de farver vi ser i virkeligheden og de oplevelser vi får - farvekodningen på o-løbskort er i al fald ikke "direkte percipérbar".

To andre problemer viste sig også med fordel at kunne fortolkes økologisk:
I) Man måler ikke vejafstanden når man går i naturen, man oplever den. Hvis det var muligt burde korttegnere tage højde for det - men det ville nok medføre en mærkelig kortprojektion.
II ) højdekurver er ikke intuitivt forståelige, med mindre man befinder sig i et meget kuperet terræn (f.eks. på en bakke). Måske er de endda modstridende med menneskers "direkte perception" af stigninger/fald i terrænet; hældningsstreger antyder at mennesker måske i virkeligheden snarere opfatter skrænter med streger "på langs" af hældningen.

Dette er bestemt ikke ukendte problemer; I "Politikens Store Verdensatlas: Peters' Atlas" har man indset problemerne:

De grønne og brune farver, der anvendes på de fleste reliefkort, repræsenterer regionens højdeaftrapning... Da imidlertid [grønt og brunt] minder om naturen, kan brugeren [tro at] grønne arealer på kortet er områder med vegetation som enge, marker og skove, og brune områder er tørkeprægede egne bla. ørken... I Peters' atlas angives vegetation [derfor] med grønt og ødemark og ørken med brunt, ...
For at give et korrekt billede af højdeforholdene har man i Peters' atlas anvendt ... skyggelægning... Skyggens længde og toning fortæller om landskabets relief og bjergenes højde.
(Fleischer 1990, p. 6)

Referencer

Bruce, V. & Green, P. R. (1993).

Visual Perception: Physiology, Psychology and Ecology, Lawrence Erlbaum Associates, Hove, UK.

Eysenck, M. W. & Keane, M. T. (1993).

Cognitive Psychology: a Student's Handbook, Lawrence Erlbaum Associates, Hove, UK.

Fleischer, J., ed. (1990).

Politikens Store Verdensatlas: Peters' Atlas, 1. udg, Politikens Forlag, København.

Gibson, J. J. (1979).

The ecological approach to visual perception, Houghton Mifflin Company, Boston, chapter 14, pp. 238-263.

Gleitman, H. (1991).

Psychology, 3. udg, W. W. Norton Company, New York.

Hansen, J. P. (1992).

Information nesting in configural interfaces for process control, Technical report, Risø National Laboratory, Roskilde, Denmark.

Kosslyn, S. M. (1989).

`Understanding charts and graphs', Applied Cognitive Psychology 3, 185-226.

Rasmussen, J. (1983).

`Skills, rules, and knowledge; signals, signs, and symbols, and other distinctions in human performance models', IEEE Transactions on Systems, Man, and Cybernetics 13(3), 257-266.

Schmidt, P. (1982).

Orienteringsløb, Aschehoug, København.

Tufte, E. R. (1990).

Envisioning Information, Graphics Press, Cheshire, Connecticut.

Ullman, S. (1980).

`Against direct perception', The Behavioral and Brain Sciences 3, 373-415.

Fodnoter

...omgivelser.

Jeg vil dog bemærke, at jeg selv ofte har en ikke bevidst aktiveret fornemmelse af verdenshjørnerne, sandsynligvis oplevet via himlens varierede lysintensitets orientering og bevægelse; dette "fænomen" viste sig kraftigst da jeg befandt mig syd for ækvator, hvor min fornemmelse blev snydt af solens "modsatte" omløbsretning.

...kort

Et bathymetrisk kort angiver højden henholdvis dybden af bjerge og oceaner, f.eks. med røde og blå farvenuancer. Reliefkort er et eksempel på bathymetriske kort der ligefrem er modelleret i højden; de kan give beskueren en god fornemmelse af højdeforholdene, der dog ofte bliver overdrevet fordi målestoksforholdet for højden som regel er forskellig fra det anvendt på det horisontale plan.

...mark).

Som en sidebemærkning kan jeg ikke lade være med at spekulere om ikke en del kinesere vil være gode til at læse højdekurver på kort; visse steder i Kina (og andre lande) opdyrker man bjergskråninger i etager, en masse vandrette plateauer (så man kan udnytte areal og vand). Mit gæt er, at en kineser der har bevæget sig rundt i dette terræn en stor del af sit liv perciperer højdekurver mere "direkte", fordi hans "perceptuelle system" er mere "attuned" til at en højere-ordens invarians ved disse store jord/klippemasser netop er de koncentriske markstrimler.