Figur 1: En model af hjernens kognitive funktioner baseret på computermodellen
Arne John Glenstrup
Psykologisk Laboratorium ved Københavns Universitet,
efterår 1994
Dette er en besvarelsen af indledningsopgaven på kognitionspsykologi III, der er en del af 3. semester på informationspsykologi. I besvarelsen forsøger jeg at give "en redegørelse for [min] opfattelse af sammenhængen mellem krop, psyke og dert sociale."
Da jeg mener at jeg bedst har kunnet bruge det medfølgende begrebsnetværk som udgangspunkt for min redegørelse, har jeg ikke i teksten henvist til netværket men udelukkende betragtet det som et arbejdsredskab der strengt taget ikke skal indgå i den endelige besvarelse.
Jeg har valgt at oversætte "intelligible" og "situated" fra Suchman (1987) til henholdsvis "forståelig" og "situationsbunden," "the fringe" fra Mangan (1993) til "periferien" og "valenced" fra Schank (1982) til "værdiladet." Desuden har jeg - ret uelegant - oversat "reminding" og "script" fra Schank (1982) til henholdsvis "associering" og "manuskript." Jeg har forsøgt at benytte pausekommatering i teksten.
Jeg mener at dette er en fyldestgørende besvarelse, dog har jeg pga. tidsmæssige og ikke mindst omfangsmæssige problemer ikke i væsentlig grad inddraget Ortony et. al. (1988).
Man kan spørge hvordan menneskets psyke er afhængig af kroppen og omvendt, og det umiddelbare (darwinistiske) svar på dette er noget i retning af at psyken har brug for en krop at bo i, den har brug for tilførsel af næring og har brug for en grænseflade til verden: sanser og lemmer. Omvendt har kroppen brug for psyken for at overleve verdens problemer og farer; psyken skal vurdere hvordan det er sikkert at bevæge sig, hvor kroppen kan finde mad osv.
Vi ved dog godt at helt så simpelt er det ikke - hvis der blot var disse afhængigheder kunne mennesket bare være udstyret med instinkter til at finde mad, undgå nedstyrtende klippeblokke osv. Hvor menneskets krop ikke har evner der væsentligt overstiger mange dyrearter der hovedsageligt bruger instinktet, er dets psyke derimod indrettet efter at leve på social vis i samfund i en meget dynamisk verden, hvor det at forstå eller give mening til omgivelserne er vigtigt.
At dette er tilfældet ses af at det er muligt at sætte børn i verden som kan vokse op: allerede fra ganske spæd er barnet nysgerrigt og prøver at forstå omgivelserne - der er ganske enkelt indkodet en trang til at give mening til først sanseindtrykkene og siden barnets egen interaktion med omverden.
Senere i livet betegner vi ikke længere barnet som "barn" men som et "voksent" menneske. Det vi væsentligst forbinder med "voksen" er ikke kroppens fysiske forøgelse (man kan jo tale om en voksen dværg, omvendt kan man sige om en midaldrende mand med en stor krop at "han er stadig et barn") men derimod den ændring der er sket med menneskets psyke.
Spørgsmålet er så hvordan disse ændringer er sket - hvordan har personen "gjort sig sine erfaringer"? Her kunne man tage udgangspunkt i computerverdenen og opstille en informationsbearbejdningsmodel med input-, output-, central- og hukommelsesenheder, hvor centralenheden styrer og bearbejder informationsstrømmene (se figur 1).
Figur 1: En model af hjernens kognitive funktioner baseret på
computermodellen
Denne model er naturligvis meget simplificeret, men det interessante er at selv hvis den blev elaboreret med flere og mere forfinede enheder ville den stadig være forkert hvis den skal bruges kognitionspsykologisk. Modellen kan nok bruges til overvejelser i f.eks. simple grænsefladedesignproblemer, men hvis vi vil have en bedre idé om hjernens kognitive struktur bliver vi nødt til at kassere tanken om at der er en eller flere centraliserede styringsenheder (centralenheden). Og vi bliver nødt til at kassere idéen om en monolitisk hukommelse.
En af grundene til at computermodellen med dens centrale processor er nærliggende er den erfaring alle mennesker kan gøre sig: det er kun muligt at beskæftige sig med - og huske - få ting ad gangen. Dette faktum er empirisk dokumenteret af bla. Broadbent (1958) og Miller (1956). Hvis denne sparsomme ressource ikke er en processor, hvad er den så?
Det bedste svar man kan give er nok at det er opmærksomheden der er den begrænsede ressource. Opmærksomheden bliver så hele tiden rettet mod forskellige perceptioner og forskellige tanker. Baggrunden for denne tese er beskrevet af Mangan (1993), der tager udgangspunkt i hverdagsoplevelser alle har haft: at man kan have fornemmelsen af at "have det lige på tungen," og at man "intuitivt" ved noget - at man har en "fornemmelse" at noget er rigtigt eller forkert.
Hans hovedpointe er at disse fornemmelser netop er det der gør den højere menneskelige tænkning mulig: at man har opmærksomheden rettet mod det man primært tænker på, mens al éns erfaring på et lavere bevidsthedsniveau signalerer om det man tænker på er rigtigt eller forkert i forhold til erfaringerne. Dette udvider han til at være den mekanisme hvormed vi gør os erindringer: Når vi forsøger at huske noget, har vi ikke et lager med celler og tilhørende lageradresser. I stedet prøver vi at føre opmærksomheden hen i retning af den erfaring vi fornemmer er relevant. Ved at tage fat i denne "hjælpefornemmelse" trækker vi nærmest en associeret erfaring med ind i opmærksomheden - hvilket kan bevirke at en anden erfaring forsvinder bort fra opmærksomheden. Man kunne forestille sig det lidt som at komme op med et stearinlys på et mørkt pulterkammer. Lysets rækkevidde svarer til opmærksomheden, og hvis man vil finde onkel Peters gamle galoscher véd man ikke umiddelbart hvor de er. Men måske kan man skimte nogle gamle sko henne i hjørnet - så bærer man lyset derhen, og med lidt held står galoscherne i nærheden.
Det er interessant at bemærke hvordan de to opfattelser af tankerne centralt er forskellige:
The cognitive function of the fringe is to radically condense information in consciousness, and so finesse consciousness' limited processing capacity.
(Mangan 1993, pp. 97-98)
Vores opmærksomhed får altså "skubbet erindringer ind" - og den ene erindring nærmest "trækker" den næste med sig. Men hvordan hænger de sammen, hvordan "finder" den første erindring den næste?
Modellen hvor hukommelsen var én enhed der havde "adresser" er opgivet, så det kan ikke være fordi "de ligger på samme adresse." I stedet er det nok fordi "de ligner hinanden." Der er flere måder de kan ligne hinanden på, og Schank (1982) opbygger en hel taxonomi, hvor han i detaljeringsgraden dog lægger hovedvægten på den type associeringer der foregår når man bearbejder - eller prøver at forstå - en situation (Schank kalder det "processing-based reminding"). At man mindes noget tidligere erfaret er ikke tilfældigt; mens man bearbejder situationen udnytter man associeringen til at forstå den:
That is, in processing a situation, when one is reminded of another situation, the new situation should be quite relevant to our understanding of the original situation.
(Schank 1982, p. 27, min fremhævning)
As understanders, we seek explanations in terms of our experience. We ask ourselves, ``What prior experiences do I have that are like this?'' People need to relate what they are currently processing to what they have already processed in order to feel satisfied that they have really understood what was going on.
(ibid., p. 65, min fremhævning)
Vi ser altså her en vigtig pointe: vi bruger vores erfaringer til at forstå nye situationer. Enhver situation vi kommer ud for bevirker at vi foretager en analyse af situationen ved at holde den op mod vores tidligere erfaringer (som findes frem ved hjælp af periferien) og lave en syntese: fællestræk udtrækkes som "meta-oplysninger" og lagres i en kognitiv struktur Schank (1982) kalder "a script." Disse strukturer må nødvendigvis være meget dynamiske, da vi konstant konfronteres med nye situationer, der ændrer manuskripterne.
Denne tætte sammenhæng mellem bearbejdning af situationer og genkaldelse af erindringer leder ganske naturligt frem til slutningen, at det er de samme kognitive strukturer der bearbejder situationer og husker erindringer/erfaringer.
Hvad er disse kognitive strukturer så? Hvis de fysisk er placeret i hjernen, hvilken anatomi og fysiologi har de så? Kan vi ved at foretage fysisk/kemiske registreringer få en idé om hvad personen tænker?
Jeg mener at psyken må ligge i hjernen; hermed mener jeg ikke at man kan åbne kraniet og finde en klump hjernemasse og udnævne den til at være psyken. Men psyken har hjernens neurostrukturer som grundlag, og de tankeprocesser (bevidste og ubevidste) der er igang er "det samme som" de spatiotemporale spændingsmønstre (fremover kaldet STSM ) der er i hjernen. Problemet er bare at tankeprocesserne kan vi kun forstå "holistisk," på et overordnet plan - vi kan måske fortælle hvad vi er klart bevidste om, hvad vores intuition siger os, hvilke følelser vi har osv. - hvorimod vi kun kan forstå STSM reduktionistisk. Det er som om vi kan se "skyggen" af det samme objekt (her tankeprocesser/STSM ) fra to retninger, eller - som Køppe (1990) udtrykker det - på to (og generelt: flere) niveauer. Dette synspunkt kalder han for antireduktionistisk materialisme (se figur 2). Køppe skriver:
Et fænomen på et givet niveau er relevant at relatere til det umiddelbart underliggende niveau, men jo fjernere niveauer man inddrager, des mindre relevans har det. (F.eks. er analysen af molekylærbiologi nærmest ligegyldig for bevidsthedsniveauet).
(Køppe 1990, p. 280)
Figur 2: Forskellige
synsvinkler på tankeprocessen med udgangspunkt i en
antireduktionistisk materialisme; de enkelte niveauer kan ikke
forståeligt reduceres til hinanden![[*]](../foot_motif.gif)
Som et forsøg på at give en intuitiv fornemmelse af hvordan de lavere niveauer relaterer til de højere kan man overveje hvordan tankerne repræsenteres i STSM . Jeg vil ikke gå nærmere ind på det her, men blot nævne at Køppe (1990) skriver at hologrammet kan være en god model af vores hukommelse - at erindringerne måske kan opfattes som interferensmønstre, eller variationer i et faserum. Dette tema knytter an til teorien om neurale net, og passer godt med de idéer Brunak & Lautrup (1988) kommer med.
Men selv med denne faserumsbeskrivelse vi kan alligevel ikke knytte forbindelsen mellem de øverste og nederste niveauer ordentligt:
Det er her, spørgsmålet om emergens bliver relevant. Emergente fænomene kan ikke beskrives kausalt i et faserum. Enten fordi kompleksitet i det emergente fænomen er umålelig eller fordi det emergente fænomen tilføjer en kvalitativ dimension, som ikke kan tænkes på det underliggende niveau, og ikke blot kan forstås som tilføjelsen af endnu en kvantitativ dimension til faserummet.Køppe understreger her at der er kvalitativ forskel mellem beskrivelserne vi kan opnå på de forskellige niveauer. Og det er netop denne kvalitative forskel - at der opstår emergente fænomener - der gør at det hurtigt bliver irrelevant at relatere to niveauer jo længere de er fra hinanden.
(Køppe 1990, p. 329)
Som tidligere omtalt baserer mennesket sin bearbejdning af situationer på tidligere erfaringer; disse erfaringer kan opfattes som manuskripter med annotationer dér hvor man har været ude for afvigende oplevelser. Schank (1982) skriver videre at "mennesket lærer mest af sine fejl," eller rettere af de overraskelser der opstår når situationen ikke svarer til det manuskript man har aktiveret. Han skriver:
...it would seem that the primary advantage of reminding is its production of a maximally relevant memory for use in making predictions and generalizations. Such predictions can then be used in processing the current episode.Altså: når vi kommer ud for at skulle behandle en situation danner vi nogle forudsætninger om den. Det kan være en matematikopgave eller en vittighed med en skør pointe, men det vil i høj grad også være en situation hvor vi interagerer med andre mennesker. I en sådan situation siger Shank at vi danner et manuskript; den kan betragtes som en slags plan for hvad der vil ske, og ikke mindst hvordan vi selv og vores medmennesker vil reagere.
(Schank 1982, p. 45)
Hvis man opfatter denne synsvinkel meget strengt - at vi danner en detaljeret plan for hvordan vi og vores medmennesker skal reagere - er der et problem. Problemet er, som Suchman (1987) skriver, at der er en del episoder fra virkeligheden der dårligt lader sig forklare:
If plans are synonymous with purposeful action, how do we account, on the one hand, for a prior intent to act which may never be realized, and, on the other, for an intentional action for which we would ordinarily say no plan was formed ahead of time? ...[for] example ...a person driving who brakes when a small child runs in front of the car.
(Suchman 1987, p. 38)
Forklaringen, siger Suchman, på at planlæg-og-udfør-modellen er så udbredt er at vi i vores daglige reflektering over handlinger ikke skelner mellem planer lagt før handlingen og planer deduceret bagefter, og
As common-sense constructs, plans are a constituent of practical action, but they are constituent as an artifact of our reasoning about action, not as the generative mechanism of action. Our imagined projections and our retrospektive reconstructions are the principal means by which we catch hold of situated action and reason about it, while situated action itself, in contrast, is essentially transparent to us as actors.
(Suchman 1987, pp. 38-39)
Altså: når vi interagerer (f.eks. samtaler) med andre mennesker holder vi godt nok situationen op mod tidligere erfaringer, men vi udarbejder faktisk ikke nogen detaljeret plan for hverken vores egne reaktioner eller modpartens før selve handlingerne.
Alligevel kan vi tackle situationsbunden handling på endog meget sofistikerede måder, hvor megen kontekst endda er udeladt (se f.eks. Suchman 1987, p. 41). Forklaringen herpå er at vi danner os vage forestillinger om hensigter - både vore egne og modpartens. Når situationen faktisk udspiller sig, bruger vi hele tiden disse hensigter til at fortolke og forstå situationen (naturligvis er hensigterne også dynamiske). Ligeledes kan vi trække på implicitte antagelser når vi skal fortolke situationen, men det centrale er at disse antagelser ikke eksplicit er dannet før situationen:
A background assumption, in other words, is generated by the activity of accounting for an action when the premise of the action is called into question. But there is no particular reason to believe that the assumption actually characterizes the actor's mental state prior to the act. In this respect ``taken for granted'' denotes not a mental state but something outside of our heads that, precisely because it is non-problematically there, we do not think about.Suchman skriver at det i virkeligheden er selve situationerne der er det vigtige - det er der vi skaber fornuftig handling. Derfor bruger hun begrebet "situated action" der understreger at det centrale er den (materielt og socialt) situationsbundne handling.
(Suchman 1987, p. 47)
Planer, siger hun, skal vi nok snarere opfatte som de føromtalte (vage) intentioner. Hun giver et eksempel på en kajakroer der overfor sig selv skitserer en plan for at passere et vandfald; planen er meget løs og overordnet, og i de efterfølgende situationsbundne handlinger kan han ikke bruge planen til at bestemme hver muskelbevægelse. I stedet gennemfører han blot handlingen, med al sin erfaring og teknik. Dette falder meget godt i tråd med beskrivelsen i (Norman 1981) af aktionsskemaer, der udløses "per automatik" uden at være detaljer i en til situationen udtænkt plan. Når det så går galt har vi ifølge Norman nogle feedback-mekanismer der sørger for at aktivere en mere bevidst udformning af handling - der så kan indgå i syntesen af et manuskript med dets undtagelser.
Vi lærer altså noget, når der sker "uforudsete" ting i en interaktion med andre mennesker. Men er det kun den enkelte der lærer noget?
Umiddelbart kunne man godt sige ja, men hvis man bare udvider begrebet "at lære" lidt vil man godt kunne sige at kulturen kan lære noget af den enkeltes interaktion - det gælder også omvendt at det enkelte individ kan lære noget af kulturen. Ja, faktisk hævder Vygotsky at alle funktioner i et barns opvækst først optræder på det sociale plan og derefter på det psykologiske plan.
I (Wertsch 1991, p. 27) er der et eksempel hvor en lille pige har mistet et stykke legetøj og finder det ved faderens hjælp. Pointen her er at det er ikke pigen eller faderen der finder legetøjet men snarere kulturen, der giver faderen (og ved denne episode pigen) metoden til at finde noget man har mistet: man prøver at huske hvor man så det sidst. Her lærer pigen af kulturen og samtidig viderefører hun denne viden i kulturen.
Man kan altså tilskrive det sociale plan mentale funktioner:
...the notion of mental function can properly be applied to social as well as individual forms of activity. This is the ...sense ...in which mind ``extends beyond the skin.''
(Wertsch 1991, p. 27)
Et andet eksempel på at det sociale plan influerer på individets psyke ses i Kearins sammenligning af aboriginal og ny-australske børns evner til at huske en opstilling af kulørte genstande. Det viste sig at aboriginalbørnene klarede sig væsentligt bedre end de ny-australske børn - i modsætning til test-forsøg hvor man fordrer anvendelsen af mere verbale midler/ressourcer.
Det viser at kulturens tænkemåder indarbejdes i barnets psyke som det vokser op; når barnet bruger en metode (inspireret af andre medlemmer af kulturen) så ændres dets psyke gradvist:
by being included in the process of behavior, the psychological tool alters the entire flow and structure of mental functions. It does this by determining the structure of a new instrumental act, ...
(Wertsch 1991, pp. 32-33, oprindeligt Vygotsky (1981))
Han behandler også psykologien i "den indre stemme" i mennesker, som Vygotsky betragter som en "internalisering" af den egocentriske tale man kan opleve hos små børn. Den indre stemme viser sig at basere sig på det socialt tillærte sprog, men alligevel være en individuel dialekt hvori implicitte forudsætninger ikke indgår - endnu et eksempel på at implicitte forudsætninger først ekspliciteres når der er brug for dem.
Der er ingen tvivl om at socialisering, herunder også dannelse af en forståelse for ord (som den indre stemme er en brik i) og kropssignaler, er essentiel for mennesket. Neisser (1994, p. 233) omtaler et forsøg af Murray og Trevarthen, hvor man først lader en mor og hendes 6 uger gamle baby kommunikere via TV-skærme nogle minutter, hvorefter man afspiller en optagelse af de første minutter af moderens tale og ansigtsudtryk:
It produced a striking result. The babies who had been happy a minute earlier (in the live exchange) now showed clear signs of distress: they turned away, fidgeted and changed their expression. This was despite the fact that what they were seeing and hearing was just the same as before-the same mother, the same voice, the same gestures. [The reason for this was] that the experimental condition had eliminated the infant's effectiveness as a social agent.
(min fremhævning)
Vi ser således et billede af hvordan det hele er tæt forbundet: psyken er afhængig af det sociale og omvendt (individet deltager jo som en del af "det sociale" for andre individer), og da højtudviklet sprog er kendetegnende for mennesket er det heller ikke overraskende at udviklingen af sprog, udviklingen af generaliserede begreber for intermental kommunikation er livsnødvendigt for menneskets psyke:
Thus it turns out that social interaction necessarily presupposes generalization and the development of word meaning, that is, generalization becomes possible in the presence of the developmnet of social interaction. Thus higher, uniquely human forms of psychological social interaction are possible only because human thinking reflects reality in a generalised way.
(Wertsch 1991, p. 43, oprindeligt Vygotsky/Sapir)
Det var så mit bud på sammenhængen mellem krop, psyke og det sociale. Fremstillingen er desværre for lang og er faktisk ikke selv særlig sammenhængende, men det afspejler det faktum at der