1996 januar 26

En medarbejder om universitetsledelse

Peter Naur
Professor, DIKU, Datalogisk Institut, Københavns Universitet, skriver:

Det nedenstående indlæg har den 18. januar været fremsendt med henblik på publikation som læserbrev i Universitetsavisen. Redaktøren for dette organ for Københavns Universitet har imidlertid afvist det som værende for langt, og har heller ikke ønsket at optage det opdelt som flere kortere afsnit. Som anført i indledningen er indholdet udsprunget af en diskussion i Universitetsavisen af en undersøgelse af Universitetets ledelse som har været iværksat af ledelsen selv. Denne diskussion har affødt yderligere reaktioner, således kommentarer fremsendt gennem Ritzaus Bureau fra Universitetets rektor Kjeld Møllgård, bl.a. vedrørende den redaktionelle forvanskning af bidrag til Universitetsavisen. Som det fremgår af mit indlæg berører kommasætning kun et lille hjørne af det der er sagen, desværre.

Københavns Universitets øverste ledelse har iværksat en større undersøgelse gennem spørgeskemaer til de videnskabelige medarbejderne, efter sigende fordi den er interesseret i at vide hvad der blandt medarbejderne menes om ledelsen. Jeg har i Universitetsavisen den 9. november 1995 tilkendegivet hvorfor jeg anser denne undersøgelse for fuldstændig forfejlet. Men deri ligger ikke at jeg ikke nærer visse meninger om nævnte ledelse, blot at disse meninger slet ikke har nogen mulighed for at blive synlige gennem svar på spørgeskemaet. For at hjælpe ledelsen til den indsigt den siger den søger, skal jeg derfor her gøre rede for visse forhold jeg i denne sammenhæng anser for relevante.

Min anskuelse om noget så vagt som det der betegnes Universitetets ledelse kan ikke forstås blot gennem korte udsagn. Den kan kun forstås meningsfuldt i sammenhæng med de konkrete oplevelser der har ført til den. Jeg nødes derfor til her at gøre rede for visse af disse oplevelser.

Advisory Groups

Indledningsvis vil jeg tale om et ledelsesmæssigt tiltag der har udfoldet sig ved det naturvidenskabelige fakultet gennem de sidste år. Dette tiltag betegnes i fakultetets skrivelser som tanken om 'Advisory Groups', herefter betegnet AG. Et tidligt udtryk for det findes i en skrivelse fremsendt 'til institutterne' fra dekanen, Henrik Jeppesen, den 4. marts 1993. Heri skitseres hvorledes der ved hvert fag bør etableres en AG bestående af

'3-4 fagfæller, som ubestridt har det der kaldes høj international standard og integritet. - Gruppen skal være villig til at følge instituttets opfyldning af dets faglige planlægning og på baggrund heraf rådgive instituttet om nødvendige tiltag, som bør iværksættes i forhold til den internationale udvikling. En sådan gruppe skal vel indenfor den kommende 3-4 års periode mødes 1 - 2 gange ... Fakultetet forestiller sig ikke, at dette rådgivningsprojekt behøver at være særligt udgiftskrævende ...'

I løbet af et årstid førte dette påbud til at der ved det institut jeg er tilknyttet, DIKU, blev truffet aftaler om deltagelse i en AG med 6 personer, alle udlændinge.

Den tanke om Advisory Groups der her fremsættes er så kritisabel at det er forbløffende hvordan nogen person der har en blot rimelig kontakt med videnskabelig aktivitet og med hvordan arbejdet på en institution som DIKU foregår, har kunnet få ideen til den. At ideen har kunnet vinde tilstrækkelig tilslutning inden for Københavns Universitets rammer til at den er blevet sat i værk, er nærmest ufatteligt.

Situationen er at der foreligger en institution, DIKU, der som formål har at drive forskning og undervisning inden for datalogi. Kernen i institutionen er staben af ca. 30 videnskabelige medarbejdere. De har ved ansættelsen været udvalgt med stor omhu, blandt de ganske få der overhovedet kunne komme på tale, gennem en bedømmelsesprocedure hvorunder specielt deres videnskabelige publikationer er blevet gransket og bedømt af de bedste fagfolk der har kunnet engageres. De har siden deres ansættelse været beskæftiget på fuld tid med at overveje og udvikle løsninger til sådanne relevante problemer som de ud fra deres allerede veldokumenterede indsigt og evne og vilje til konstruktivt arbejde på området har fundet vigtige. Under dette arbejde har de hver især til stadighed gennem tidsskrifter og konferencer kunnet opretholde en kontakt med sådanne aktiviteter rundt omkring i verden som har betydning for at vurdere deres egen virksomheds videnskabelige værdi. Tillige har de vedligeholdt en indsigt i de stadig skiftende rammer for både det individuelle og det kollektive arbejde der ligger omkring den videnskabelige aktivitet ved DIKU. I hele denne aktivitet har de måttet gå frem, dag for dag, på den måde de hver især ud fra en vurdering af de foreliggende omstændigheder finder det mest hensigtsmæssigt. Denne vurdering må nødvendigvis have været fuldstændig individuelt præget, et udtryk for deres personlighed.

Overfor denne situation opstår så den ide at der er brug for rådgivning om aktiviteten fra et udvalg af udefra kommende personer. Det er en besynderlig tanke. Hvordan skulle nogen gruppe af personer ved i nogle få dage at beskæftige sig med en aktivitet af den art der er beskrevet ovenfor kunne finde frem til noget vigtigt, eller blot brugbart, nyt, noget som ikke allerede har været kendt og overvejet af de pågældende, om den aktivitet som ca. 30 til opgaven professionelt omhyggeligt udvalgte og engagerede personer beskæftiger sig med permanent på fuld tid? Tanken er tåbelig.

Dertil er tanken præget af en i denne sammenhæng ganske malplaceret troskyldighed. Dekanen drømmer øjensynlig om at medlemmerne af en AG vil besidde overjordisk indsigt, at deres viden om alt fagligt vil være ubestrideligt korrekt og dertil dyb, at deres rådgivning vil være hævet over alt der kan være lavt og egoistisk. Lyt blot til klangen: international standard og integritet! Hermed er alt givet, derude i det internationale befinder vi os i fuldkommenhedens sfære (underforstået: ikke som på det lille Danmarks sølle Københavns Universitet; der fik i dén, ka'le!).

Desværre vil verden ikke altid rette sig efter troskyldige drømme. De engleagtige væsener som dekanen drømmer om findes næppe, og selv om de findes er det ikke dem som medarbejderne ved DIKU har fået engageret til deres AG. Det viste sig snart.

I september 1995 foldede tanken om en AG sig for alvor ud på DIKU. Medarbejderne blev af DIKUs forskningsudvalg, hvis formand er den tidligere dekan for fakultetet, Peter Johansen, udleveret et program for AGs tre dages besøg den 13.- 15. september. Medarbejderne blev påbudt hver især at udfærdige en skriftlig plan for deres aktivitet i de næste 3 år og at møde frem til mundtlig afhøring hos AG. På den tredie dag af sit besøg udfærdigede AG så sin Report med rådgivning til DIKU og fakultet, ud fra de oplysninger de havde indsamlet.

Efter nogle få dage fik nogle af os denne Report i hænde, og jeg kunne konstatere at den svarede til min forventning: den angav ingen kilder til sine oplysninger; den vurderer aktiviteten ud fra nogle helt sekundære og uklare kriterier, såsom hvordan gruppearbejdet fungerer, eller om arbejdet er internationalt synligt; dens råd er ganske banale, bringer intetsomhelst nyt. For eksempel er et fremtrædende råd at DIKU for at fremme den interne kontakt mellem grupperne skal foranstalte 'cake talks', dvs. kollokvier med foredrag der er 'entertaining as well as informative', hvortil der serveres kager. Det foreslås altså at medarbejderne skal bruge arbejdstiden på pjattet underholdning.

Men i andre henseender er Report slet ikke ligegyldig, men tværtimod betændt. Den bringer nemlig nærgående kritiske udtalelser om de enkelte medarbejdere, med navns nævnelse. Hvad oplysningerne om mig selv angår kan jeg konstatere at de er overfladigske og falske på en måde der stiller min virksomhed i et dårligt lys, de er løgnagtig bagvaskelse. Ved nærmere sammenligning kan man konstatere at der er en påfaldende sammenhæng mellem tonen i omtalen af en medarbejder og hvorvidt denne medarbejder er medlem af DIKUs forskningsudvalg, som har haft kontakten med AG og som tilbragte den første aften under AGs besøg med fælles besøg på en restaurant i København. Man kan få den tanke at der er en sammenhæng mellem hvad AGs medlemmer er hvisket i øret under denne bespisning og det de to dage senere har skrevet i deres Report.

Erik Frøkjær og jeg selv har siden da forsøgt at gøre DIKUs ledelse, dekanen, og rektor, forståeligt at denne Report bygger på et uforsvarligt grundlag, at den i sine anbefalinger er værdiløs, og at den dertil rummer fejlagtige og professionelt skadevoldende påstande om navngivne videnskabelige medarbejderes virksomhed; at den derfor enten bør destrueres eller gennemgribende revideres. Virkningen af disse bestræbelser har kun været at der til Report er føjet bilag med bemærkninger fra ansatte der har ønsket det. Hovedteksten, Report, med de fejlagtige oplysninger og de anbefalinger der deraf drages står aldeles uændrede og indeholder ingen henvisning til de kritiske, korrigerende bemærkninger.

Som et vigtigt træk ved KUs ledelse kan det således fastslås at denne ledelse har fremturet i at underkaste de videnskabelige medarbejdere ved DIKU en afhøring ved en udefra indkaldt undersøgelseskomité. Denne komité kan ikke ved nogen dansk domstol gøres ansvarlig for sine handlinger, afhøringen foregik uden vidner, og de afhørte har ikke haft nogen effektiv mulighed for at forhindre at undersøgelseskomitéens rapport fremlægger løgnagtig bagvaskelse af dem. Udokumenteret bagvaskelse af intellektuelles virke er et velkendt træk fra totalitære regimer og burde ikke kunne foregå i et retssamfund. Allligevel ses Københavns Universitet at føre an i at indføre disse politistatsmetoder i det danske samfund.

Baggrund

De omtalte friske begivenheder omkring Advisory Group er typiske for mine oplevelser som medarbejder ved Københavns Universitet, kun en smule værre end mange andre. Rammen om disse oplevelser er at jeg har haft nær tilknytning til Københavns Universitet i mere end 50 år. Min tilknytning er faldet i to perioder. Den første periode, da jeg var astronom, markeredes i 1945 med at mit første større videnskabelige arbejde blev publiceret af Det kgl. Danske Videnskabernes Selskab. Under min ansættelse som amanuensis ved Københavns Universitet i de følgende år følte jeg mig under mine bestræbelser for at fremme videnskabelige synspunkter i stigende grad ilde tilpas. At jeg i 1959 trods en udpræget akademisk specialisering, astronomi, fik mulighed for at slippe væk fra Københavns Universitet anser jeg derfor for den heldigste og lykkeligste omstændighed i min professionelle karriere.

Industrivirksomheden Regnecentralen, hvor jeg fandt beskæftigelse, var på den tid dybt præget af lederen Niels Ivar Bech. Hans ledelse var præget af tillid til medarbejderne, af konstruktiv fantasi, og af respekt for videnskabelighed. I dette milieu fik jeg inspiration til at overveje de problemer jeg var beskæftiget med under en videnskabelig synsvinkel. Et af resultaterne heraf var at jeg i 1966 kunne fremlægge en plan for et kursus i det jeg betegnede datalogi. I 1969 blev jeg så overtalt til at komme tilbage til KU, denne gang som datalog (nej, jeg har aldrig søgt om et professorat i datalogi, det blev mig tilbudt).

Det videnskabeligt inspirerende milieu ved Regnecentralen gav mig også anledning til at overveje den videnskabelige aktivitets placering i samfundet, med baggrund i mine tidligere oplevelser ved Københavns Universitet. I et skrift fra 1967 fremlagde jeg et forslag til hvordan samfundets støtte til videnskabelig indsats kunne bygge på en organisation til løbende, videnskabeligt forsvarlig vurdering af forskernes bidrag. Konsekvensen af dette forslag var at universiteterne kunne nedlægges. Min forventning til at denne løsning ville vinde indpas udtrykte jeg i skriftets titel: Utopier.

Med denne baggrund var jeg klar over at jeg ved en ansættelse ved Københavns Universitetet ville føle et kronisk ubehag ved de dominerende holdninger ved institutionen. De senere 25 års oplevelser har bekræftet denne forventning. Men ret skal være ret, min tilknytning har haft positive sider, som har været af fire slags. (1) Jeg er prompte og regelmæssigt blevet udbetalt en løn der er fuldt dækkende for hvad jeg har brug for, (2) jeg har haft megen uforstyrret tid til at fordybe mig i at løse videnskabelige problemer der har interesseret mig, (3) jeg har fået nær kontakt og venskab med nogle ganske få kolleger, og (4) har haft god kontakt med en del unge mennesker som, efter hvad jeg har mærket, har vundet foreståelsesmæssig berigelse ved det jeg kunnet bringe dem som universitetslærer.

Men i alle andre henseender har jeg kun negative følelser overfor Københavns Universitet. De er resultatet af utallige oplevelser, små og store. I kort resumé handler det om omstændigheder af tre arter: Janteloven, uvidenskabelighed og lakajholdning.

Janteloven

Janteloven er en kort betegnelse for det forhold at et samfund mangler selvrespekt. Indadtil, overfor det enkelte medlem af samfundet, udtrykker Janteloven sig gennem hån: du skal ikke tro du er noget; du skal ikke tro det du laver er noget. Overfor andre samfund udfolder Janteloven sig gennem underkastelse: sig os hvad vi skal gøre, vi er ingenting.

Janteloven ytrer sig ved Københavns Universitet på forskellige måder. Blandt de mere markante er de måder man behandler det som må anses for kernen i de videnskabelige medarbejderes professionelle bestræbelser, vore skriftlige arbejder. Lad mig nævne et par forhold fra dette område.

Karakteristisk er det at Københavns Universitet til forskel fra de fleste andre universiteter intet universitetsforlag har. Gennem udgivelser ved et sådant forlag ville visse arbejder jo opnå Universitetets officielle anerkendelse. Noget sådant sørger Københavns Universitet omhyggeligt for at undgå.

Et andet typisk forhold vedrører publikationen af vore arbejder i tidsskrifter. Ved bedømmelsen af ansøgere til stillinger lægger Universitetet i overensstemmelse med loven stor vægt på sådanne arbejder af ansøgerne der har været publiceret i tidsskrifter der underkaster indsendte bidrag en systematisk kvalitetsbedømmelse ved videnskabeligt kompetente referenter. Men når en videnskabelig medarbejder senere, efter ansættelsen, har fået et arbejde godkendt til publikation i et sådant tidsskrift vil Universitetet ikke betale page charge til tidsskriftet. Københavns Universitetet nasser således småligt på de tidsskrifter der er den afgørende støtte for medarbejdernes forsvarlige publikation af deres arbejder, tidsskrifter som kun fungerer i kraft af frivillige videnskabelige redaktørers og referenters ubetalte indsats.

Et yderligere typisk eksempel på Københavns Universitets holdning til medarbejdernes skriftlige arbejder kan ses i Universitetsavisen den 23. nov. 1995. Her fandt dekan Chr. Hjort-Andersen, Det Samfundsvidenskabelige Fakultet, i sit svar på min kritik af Universitetsundersøgelsen anledning til at harcellere over at jeg i drøftelsen af undersøgelsens videnskabelighed refererede til min nylig udkomne bog, der handler om viden og videnskabelighed. Dekanen mente at hans egen bog om økonomisk vurdering af energiprojekter ville være lige så relevant. Der er desværre meget der tyder på at han har ret, at for Københavns Universitets ledelse kommer videnskabelighed og økonomisk vurdering af energiprojekter ud på ét. Men iøvrigt har vi Janteloven i fuld vigør: jeg skal ikke tro at den bog jeg har skrevet er noget. Det kan dekanen for Det Samfundsvidenskabelige Fakultet give udtryk for uden overhovedet at være bekendt med bogens indhold.

Tilkaldelsen af en Advisory Group viser Janteloven som den ytrer sig udadtil. De tilkaldte udenlandske gæster ved den tåbelige forestilling på DIKU i september 1995 må grine godt i skægget.

Uvidenskabelighed

Uvidenskabeligheden, bedre kendt under den kortere betegnelse vrøvlet, opstår når man insisterer på at beskrive et forhold i verden i termer der ikke passer på det. Det nærliggende eksempel i relation til det der foregår ved Københavns Universitet er anvendelsen af termerne ledelse og planlægning. Disse termer er overtaget fra beskrivelsen af den aktivitet der foregår i produktionsvirksomheder, f.eks. pølsefabrikker, der fungerer i et frit arbejdsmarked. I en sådan virksomhed er det der ønskes udført på forhånd velkendt og kan udføres af personer der er til rådighed på arbejdsmarkedet. Her er det meningsfuldt at tale om at visse personer, ledelsen, lægger planer for hvad der skal gøres og derefter engagerer personer til at gøre det. Dertil kan ledelsen formulere klare mål for aktiviteten, f.eks. antallet af producerede pølser inden for en vis periode.

Overfor virksomheden ved Københavns Universitet er talen om ledelse og planlægning vrøvl. Den aktivitet der primært er tale om ved et universitet, nemlig udvikling af nye videnskabelige beskrivelser og formidling af forståelsen af sådanne til de studerende, kan efter sin natur hverken ledes eller planlægges. Selve ideen for aktiviteten er at videnskabelige bidrag, såvel beskrivelser som formidling til de studerende, for at være af nogen interesse skal bringe noget nyt, noget aldrig før set. Alt det væsentlige i denne aktivitet er kun givet ved det de videnskabelige medarbejdere finder frem til at foretage sig, fra dag til dag. Hvad denne indsats skal være kan kun afgøres af den enkelte medarbejder ud fra dennes indsigt i de videnskabelige problemer. Sammenhængende hermed er at vurderingen af hvad der foregår forudsætter en videnskabelig indsigt og indsats som kun kan ydes af forskerne selv. Selve den videnskabelige aktivitet er afgørende afhængig af forskerens fortsatte, vurderende sammenligning mellem hans eller hendes eget nye, ufærdige bidrag og andres bidrag, sådan som de foreligger beskrevet i litteraturen.

Realiteten er at Universitetets ledelse på det øverste niveau er stærkt begrænset i hvad den har mulighed for at øve indflydelse på. Langt det meste af det der foregår ved Universitetet fra dag til dag er for en årrække bundet til de videnskabelige medarbejdere der allerede er ansat. På lidt længere sigt kan ledelsen sigte mod bestemte fagområder, som man kan forsøge at tage op eller svække. Men som egentlige, regulære tiltag kan ledelsen blot opslå tilsvarende stillinger. Hvad der herefter sker er i første omgang aldeles afhængigt af om der melder sig kompetente ansøgere, og i næste omgang af hvad sådanne nye medarbejdere som er blevet ansat finder for godt at foretage sig.

Den forvrøvlede tale om planlægning har vidtgående og ødelæggende følger. Den fører til at det universitetsvirksomheden vurderes efter og styrer mod er givet ved planer. Som typisk udtryk taler dekanen i det ovenfor citerede brev om Advisory Groups om at 'Gruppen skal være villig til at følge instituttets opfyldning af dets faglige planlægning'. Men i videnskabelig virksomhed har planer ingen selvstændig værdi. Jeg kan så meget jeg vil fremlægge en plan for næste år at gøre en opdagelse der vil gøre mig fortjent til Nobelprisen. Hvad enten jeg næste år gør opdagelsen eller ikke er denne plan fuldkommen ligegyldig. Det eneste der har videnskabelig interesse og værdi er den fuldbyrdede opdagelse.

En forsvarlig reaktion på kravet om planer for universitetsarbejdet er givet i den rapport jeg afleverede til DIKUs Advisory Group i september 1995:

Rapport til Advisory Group
My current research is presented in my publications. I enclose an updated supplement to my bibliography (no.s 326 - 347).
I have formulated no plans for the future. So far my work has never included explicit plans. I consider that any such plans would impose harmful restrictions.

Jeg mødte ikke frem til afhøringen hos Advisory Group.

Ved at centrere om planlægning bliver vrøvlet ophøjet til at være afgørende. Vægt på planer er en opfordring til uvidenskabelighed. Jeg kender det kun alt for godt inden for mit eget fagområde, hvor det hører til dagens orden at folk annoncerer hvilke storartede resultater de har klar næste år. Når denne melodi har kørt uforandret i 30 år er den ikke morsom længere.

Hånd i hånd med vrøvlet om planlægning går talen om forskning i grupper og om demokrati. Planer er nødvendige for visse faser af sådanne undersøgelser der i følge deres natur kræver medvirken af flere personer og anvendelse af lokaler og apparatur der er så kostbare at deres brug kun kan forsvares når de deles mellem flere. Ud fra den dogmatiske tro på planlægning drages så den forvrøvlede slutning at al videnskabelig virksomhed må foregå inden for grupper.

Betegnelsen demokrati er overtaget fra beskrivelsen af politiske statsdannelser og har som bekendt en kraftig positiv værdiladning. Da Københavns Universitet ikke er en politisk statsdannelse er talen om demokrati i denne sammenhæng vrøvl. Dette vrøvl er skadeligt når beslutninger der er baseret på flertalsafgørelser i forsamlinger betegnes som demokratiske og derved automatisk tilskrives positiv værdi. Der er nemlig intet der forhindrer at en forsamling inden for Københavns Universitet ved et flertal beslutter for eksempel at gennemføre et tiltag der krænker visse medarbejderes lovlige rettigheder. Det er sket ved den afhøring af medarbejderne der er foranstaltet af DIKUs forskningsudvalg og gennemført af ovennævnte AG.

Lakajholdning

Lakajholdningen i Universitetets ledelse ses eksempelvis udtrykt i den allerede citerede skrivelse af den 4. marts 1993 fra dekanen for det naturvidenskabelige fakultet til institutterne. Heri siges at 'Gode råd er altid værdifulde, og hvis disse samtidig kan tjene til lettere at tackle den formelle eksterne vurdering, som ministeriet har etableret, er meget jo nået.' Det fremgår af denne bemærkning at tanken om Advisory Groups er opstået som svar på ministeriets krav om vurdering af Universitetets aktivitet. Universitetets ledelse bøjer sig lakajagtigt overfor et krav fra ministeriet, og gør det med den fuldstændig tåbelige tanke om Advisory Groups. Det falder åbenbart ikke Universitetes ledelse ind at fortælle ministeriet at en evaluering af Universitetets aktivitet, hvis den skal være forsvarlig vil være bekostelig og arbejdskrævende, samtidig med at det sandsynlige udbytte vil være aldeles usikkert, muligvis mere til skade end gavn.

En sådan argumentation kunne bygge på kendt erfaring hos Universitetet. Der foregår jo en evaluering af ansøgerne til de videnskabelige stillinger, den form for evaluering der udgør selve grundlaget for hele aktiviteten. Vi der har deltaget i bedømmelsesudvalgene véd at en forsvarlig vurdering af en ansøger typisk kræver kompetente specialisters arbejdsindsats i nogle måneder. I penge beløber en bedømmelse sig således til omkring 100.000 kr. Til sammenligning kan anføres at de direkte omkostninger ved den bedømmelse ved en Advisory Group der foregik ved DIKU i september 1995 var 83.000 kr. Som allerede nævnt var denne bedømmelse på enhver måde en katastrofe. Omkostningen ved en forsvarlig vurdering af DIKUs ca. 30 videnskabelige medarbejdere må regnes at være et par millioner kroner.

Og hvad kan så udbyttet af fornyede evalueringer være? Vil medarbejderne gøre deres indsats bedre? Højst tvivlsomt. Kan man fyre de ringe medarbejdere og erstatte dem med bedre? Højst tvivlsomt, gode videnskabelige medarbejdere hænger ikke på træerne. Hvad der er helt sikkert er at medarbejderne, hvad enten de er gode eller dårlige, vil føle et stærkt ubehag ved at skulle udsættes for stadige evalueringer. Alt dette evaluereri bidrager til at gøre Københavns Universitet til en yderligere ubehagelig videnskabelig arbejdsplads. Med sin Jantelov og sit vrøvl om ledelse er den slem nok i forvejen.

Sagt en passant gælder dette ubehag også den såkaldte forskningsvogtning. Hvis det endelig skal være ville der være mere brug for en videnskabelighedsvogtning. Men hvem i Københavns Universitets ledelse kender noget til videnskabelighed?

Lakajholdningen hos den øverste ledelse genfindes fuldt ud på de lavere niveauer. I DIKUs forskningsudvalg logrer man for dekanen og tilsætter hans tåbelige tanke om Advisory Groups et yderligere pift i form af politistatsmetoder. Jeg har ikke fantasi til at forestille mig at en evaluering gennemført selvstændigt af ministeriet kunne føre til noget der er mere skadeligt end den der har været iværksat af lakajerne i Universitetets ledelse.

Som konklusion må jeg konstatere at medarbejderne ved KU har den ledelse de fortjener. I mine ca. 40 år som ansat ved KU har jeg ikke én gang deltaget i Universitetets årsfest. Jeg har aldrig følt at der dér var noget at feste for.

Det syn på videnskabelighed der er gjort gældende i disse betragtninger belyses mere udførligt i et skrift: Datalogi som Videnskab (DIKU Rapport Nr. 95/4), som kan rekvireres ved henvendelse til DIKU på telefon 35 32 14 00.