FemTech workshop: Gør det sjovere at mødes online med machine learning

Computerskærm med Zoom-møde

Føler du også at videoopkald kan være lidt for ensformige og kedelige? Nu samler Københavns Universitet op mod 100 kvindelige gymnasieelever, der samme skal opbygge og diskutere interaktive teknologier, der skal gøre Zoom-møder meget sjovere.

Ved hjælp af machine learning træner vi en model til at kunne genkende forskellig mimik og håndbevægelser. På den måde skaber vi til denne workshop mere levende og interaktive videomøder.

Og ja, den femte udgave af Københavns Universitets FemTech gymnasieworkshop kommer også til at fungere online, ligesom alt andet i denne tid. Visionerne er dog de samme. Vi giver en praktisk funderet indsigt i, hvordan interaktive teknologier udvikles , hvilke færdigheder det kræver at kunne udvikle dem, og hvordan de designes, så de ikke skaber flere problemer, end de løser.

Med vores årlige Femtech workshop vil vi give endnu flere mulighed for at få et indblik i, hvordan digitale teknologier udvikles. Det gør vi, fordi udvikling og design af nye produkter bliver bedst, når dem der udvikler dem henter inspiration og erfaring fra mange forskellige områder. Vi håber at øget mangfoldighed og diversitet kan være med til at forbedre fremtidens digitale teknologier og metoder. Læs mere om vores Datalogi for alle-initiativer her.

Praktisk info om workshoppen

Tid: 22. april 2021 kl. 9:00-15:00
Sted: Online - Zoom
Undervisere: Studerende fra Datalogisk Institut

Nødvendigt udstyr: Computer med videokamera, internetadgang og Zoom. Deltagerne skal derudover have adgang til at installere programmer på computeren.

Hvem kan deltage?
Til workshoppen inviteres kvindelige gymnasielever der:

  • går i 2.- eller 3.g,
  • følger matematik A og
  • har ingen eller kun lidt programmeringserfaring

Vi bruger en inkluderende definition af kvinde og kvindelig og byder trans, genderqueer, og ikke-binære elever velkommen, samt alle der identificerer sig som kvinde.