Nyt center for kunstig intelligens løfter dansk forskning til nye højder – Københavns Universitet

Datalogisk Institut, DIKU > Nyheder > DIKU-nyheder 2018 > Nyt center for kunstig...

08. februar 2018

Nyt center for kunstig intelligens løfter dansk forskning til nye højder

Kunstig intelligens

Et nyt center på Københavns Universitet, kaldet SCIENCE AI Centre, skal analysere og fortolke data på tværs af videnskaber, som indtil nu har været for store eller komplekse at angribe. En computer, som lærer 100 gange hurtigere end en almindelig computer, er muskelkraften bag det nye center, som bl.a. skal analysere og sammenfatte enorme mængder billeddata fra universet for bedre at forstå dets udvikling.

De senere år har teleskoper og satellitter med kraftige fotolinser opsamlet enorme mængder billeddata om universet. Billeder som rummer vigtig viden i forståelsen af universets udvikling, men som nemt kan bestå af mere end en milliard objekter, og derfor gør analyse med menneskeøjne umulig. 

”Der er problemer og samfundsmæssige udfordringer, der er så store, at vi simpelthen aldrig vil kunne overskue dem ved hjælp af menneskelig intelligens,” siger Mads Nielsen, institutleder på Datalogisk Institut ved Københavns Universitet og initiativtager til det nye center.

Med 100 forskere fordelt på syv institutter på tværs af Det Natur- og Biovidenskabelige Fakultet skal det nye SCIENCE AI Centre på Københavns Universitet styrke dataanalysen og ikke mindst forståelsen af data på tværs af videnskaber ved hjælp af den nyeste forskning inden for kunstig intelligens.

Institutleder Mads Nielsen

Professor og Institutleder på Datalogisk Institut Mads Nielsen

”Vi kommer til at lave løsninger, hvor kunstig intelligens forbedrer andre videnskaber i samfundet. Fx er der mange forskningsområder, hvor dataanalysen bliver flaskehalsen, fordi der er så meget udstyr, der massivt kan opsamle data, men knapt så meget, der kan fortolke og lære af det,” siger Mads Nielsen.

Blandt andet ved hjælp af nyt state-of-the-art udstyr i form af en særlig computer, der er 100 gange hurtigere til at lære, end en almindelig computer, skal forskere fremover løse opgaver på tværs af Københavns Universitet for de videnskaber, som står med opgaver, hvor omfattende og effektiv analysekraft er en nødvendighed. Opgaver, som kan åbne nye territorier for videnskaben og gavne samfundet.

”Tidligere har vi delt et datasæt op i mange små bidder for så at sætte det hele sammen igen som et puslespil. Men med denne maskine kan vi meget hurtigere løse problemer der er væsentligt større, end vi kunne før,” siger Mads Nielsen.

Computeren og dens kunstige intelligens kan fx bruges til at gennemgå og se sammenhænge i data fra sundhedsområdet. I forhold til fx Alzheimers, kan computeren analysere store mængder MR-skanninger af hjerner med Alzheimers i forskellige stadier, og derefter tillære sig, hvilke mønstre der går igen.

”Computeren identificerer, om en hjerne viser tegn på sygdommen og hjælper lægerne med at stille en tidlig diagnose,” forklarer Mads Nielsen, som sammen med forskere fra Datalogisk Institut vandt en international konkurrence på det prestigefyldte amerikanske universitet MIT ved netop at diagnosticere Alzheimers med denne metode tilbage i 2014.