Lektor på DIKU Christian Wulff-Nilsen modtager stor bevilling til algoritmeforskning – Københavns Universitet

Videresend til en ven Resize Print Bookmark and Share

Datalogisk Institut, DIKU > Nyheder > DIKU-nyheder 2017 > Lektor på DIKU Christi...

22. november 2017

Lektor på DIKU Christian Wulff-Nilsen modtager stor bevilling til algoritmeforskning

algoritmik

I løbet af de næste 4 år skal DIKUs Christian Wulff-Nilsen med et Sapere Aude Starting Grant fra Danmarks Frie Forskningsfond på knapt 6 mio. kr. i ryggen forske i algoritmer og datastrukturer for dynamiske og statiske grafer.

Lektor Christian Wulff-Nilsen

Christian Wulff-Nielsen, der er uddannet datalog fra Københavns Universitet, hvor han siden 2006 primært har forsket i graf-algoritmer og -datastrukturer, bliver nu tildelt det fornemme Sapere Aude Starting Grant fra Danmarks Frie Forskningsfond.

Med sin nye bevilling skal Christian opbygge en specialistenhed bestående af ham selv samt en postdoc. og en ph.d.-studerende, der de næste fire år skal udvikle mere effektive algoritmer og datastrukturer, der kan beregne bl.a. korteste veje eller mindste udspændende træer (minimum spanning tree).

Fokus vil være på både statiske og dynamiske grafer, dvs. grafer der kan ændre sig over tid.

Eksempler på anvendelsesområder af forskningen

Et eksempel på Christians forskning i grafteori er bl.a. inden for GPS-systemer, hvor der er behov for hurtigt og effektivt at kunne finde den korteste vej. Vejnet er langt fra statiske – f.eks. kan vejarbejde midlertidigt blokere visse ruter – det er her algoritmer og datastrukturer for dynamiske grafer kommer ind i billedet og kan udføre beregninger, så GPS-systemet lynhurtigt kan finde alternative ruter.

Et vigtigt mål med forskningsprojektet er at opnå en bedre forståelse for, hvor meget tid og plads der kræves for at løse sådanne problemer.

Christian ser frem til at komme i gang med projektet, der starter op umiddelbart efter nytår: 

- Vores samfund står i disse år over for større og større datamængder, og vores hardware kan ikke følge med. Løsningen er derfor at udvikle smartere software, der kræver mindre køretid og hukommelse. Her kan min forskning spille en vigtig rolle, idet jeg prøver at finde grænserne for, hvor effektivt vi kan løse problemer inden for grafer. Sapere Aude-programmet giver mig stor frihed og tid til at fordybe mig i de problemer, projektet fokuserer på. At have et team omkring mig bestående af en Ph.D.-studerende og en postdoc er afgørende for at kunne opnå mine mål

På DIKU er Christians talent for at forske velkendt - han har allerede opnået adskillige priser og anerkendelser - eksempelvis modtog han og medforfatteren Shiri Chechik i 2016 en Best Paper Award for artiklen "Near-Optimal Light Spanners” til SODA, som er hovedkonferencen inden for algoritmik. Han har publiceret flere artikler ved top-konferencerne STOC, FOCS og SODA.