Forskning i øjenhøjde for bachelorstuderende – Københavns Universitet

Videresend til en ven Resize Print Bookmark and Share

Datalogisk Institut, DIKU > Nyheder > DIKU-nyheder 2017 > Forskning i øjenhøjde ...

24. november 2017

Forskning i øjenhøjde for bachelorstuderende

Fredagsforedrag

Fredag. Frokostspause. Forskning. Foredrag. Fire F'er som udgør vores nye foredragsrække, DIKU Bits. En foredragsrække som bringer DIKUs studerende og forskningsmiljøer tættere sammen til fælles inspiration for projektideer.

DIKU Bits er navnet på en åben foredragsrække, som afholdes ca. hver anden fredag i frokostpausen, hvor deltagerne kan få stillet deres faglige sult suppleret med kage. Foredragsrækken så dagens lys den 8. september 2017 og siden da er i alt fire foredrag blevet afviklet med stor succes.

Bag initiativet står DIKUs viceinstitutleder for undervisning, Martin Lillholm, og viceinstitutleder for forskning, Jon Sporring, som ønskede at bringe forskningen tættere på DIKUs bachelorstuderende:

- I foredragene får DIKUs forskere på skift mulighed for at give en fokuseret forskningspræsentation, fx med udgangspunkt i en artikel, et nylig forskningsresultat eller et nyt forskningsområde - på en måde så bachelorstuderende forstår det, fortæller Martin Lillholm.

I de fire første foredrag har de studerende fået indsigt i blandt andet store offentlige it-projekter (og hvorfor de ofte mislykkes), smarte kontrakte og blockchain samt hvordan man kan håndtere usikker data i forbindelse med eksempelvis medicinsk billedanalyse.

16 årlige 'forskningsbidder'

I hver blok vil der blive afholdt fire foredrag, så de studerende henover hele studieåret har muligheden for at blive introduceret til i alt 16 forskellige 'forskningsbidder' og dermed komme ud i mange forskellige kroge af DIKUs forskning.

Fredag den 24. november afholdes det første af de fire foredrag i blok 2 og derudover arbejdes der i øjeblikket på planlægningen af de resterende otte foredrag i dette studieår. Hvis DIKU Bits fortsætter med at tiltrække mange studerende, er det et koncept, som er kommet for at blive - også efter studieåret 2017/18. 

Læs mere om tidligere og kommende foredrag her

Professor Jørgen Bansler var foredragsholderen ved første udgave af DIKU Bits med foredraget "Hvorfor mislykkes store it-projekter ofte?".

Det andet foredrag blev afholdt af professor Fritz Henglein med titlen "Why smart contracts are neither smart nor contracts".