En matematisk crowdfunding-entreprenør – Københavns Universitet

Videresend til en ven Resize Print Bookmark and Share

Datalogisk Institut, DIKU > Nyheder > DIKU-nyheder 2014 > P2P-entreprenøren

04. september 2014

En matematisk crowdfunding-entreprenør

crowdfunding, crowdlending, startup, Lendino

35-årige Esben Bistrup Halvorsen er ph.d. i matematik, kandidat i datalogi og så er han serie-entreprenør. Hans seneste opstartsbedrift er crowdfundingplatformen, Lendino, som formidler lån mellem virksomheder og investorer uden om bankerne. Fra firmaadressen på Toldbodgade sidder Esben nu med udsyn til Kronprins Frederiks baghave og drømmer om at erobre det danske finansmarked.

Datalogiuddannelsen på DIKU viser sig gang på gang som en rugekasse for unge idérige entreprenører, som med den tunge teoretiske uddannelse i baghånden har værktøjerne i orden til at gå løsningsorienteret til verdens problemer. Eksemplerne er mange, men Jobindex, NetCompany og 3Shape er gode bud på virksomheder, hvis grundlæggere har haft deres gang på DIKU. Esben Bistrup Halvorsen er en af disse it-kyndige, for hvem idéerne vælder frem. Én af idéerne har for alvor slået rod og er blevet til crowdfundingplatformen, Lendino, som ikke kun er Danmarks men Nordens første af slagsen.

Lendino: Lånefinansiering uden om banken

Tanken med Lendino er at tilbyde hurtigere, billigere og nemmere lån for virksomheder og samtidig skabe en attraktiv investeringsmulighed for investorer. Under den økonomiske krise har det vist sig, at mange kreditværdige virksomheder har haft problemer med at låne penge i banken. Lendino arbejder med et såkaldt peer-to-peer lånekoncept, hvor virksomheder kan låne penge direkte af investorer uden om banken. Investorerne har mulighed for at være med til at finansiere lån med helt ned til 1000 kr. ad gangen, så risikoen for at miste sine penge formindskes. Ved at fjerne mellemmanden bliver udlånsrenten lavere for låntageren samtidig med at afkastet bliver højere for investoren: En ægte win-win-situation - også for bankerne, som nu har mulighed for at afbløde afviste kunders frustrationer ved at henvise til Lendino som alternativ.

Der er dog ingen tvivl om, at Lendinos lånekoncept lægger press på bankerne.

- Bankens kreditvurderingseksperter kender som regel ikke noget til den branche, som virksomheden arbejder indenfor. Hos os kan man som investor vælge at investere i firmaer fra ens eget lokalområde eller ens egen branche, altså inden for noget man kender til, og på den måde trækker vi på ‘the wisdom of the crowds’, fortæller Esben og fortsætter:

- Vi arbejder på en funktion i Lendino, så renten bliver fastsat ved en auktion, sådan at markedet og ikke en tilfældig bankmand bestemmer, hvad et lån skal koste. Derudover arbejder vi på at forbedre og automatisere kreditvurderingen ved hjælp af maskinlæringsmetoder og Big Data - på den måde håber vi at kunne overgå bankernes kreditvurderinger på både effektivitet og kvalitet. Vi arbejder på at få et samarbejde op at køre med DIKU for at føre dette forskningsprojekt ud i verden.

Idéerne til forbedringer af den stagnerede finanssektor er med andre ord ikke blevet færre, selv om Esben har rigeligt at se til som virksomhedens eneste it-mand: “Jeg er it-afdelingen i Lendino”, griner han. Hans matematiske baggrund har trænet ham i hele tiden at tænke over, hvordan man kan optimere en løsning.

Læs mere om forretningsidéen bag Lendino på CBS Observer

Matematisk problemløsning og datalogiske værktøjer

Esben er uddannet matematiker, og i 2007 afsluttede han sin tid som studerende med en ph.d.-grad. Herefter ventede en tilværelse i det private erhvervsliv, hvor Esben blev oplært som softwareudvikler.

- Som nyuddannet i matematik var det noget nyt for mig at skulle skrive kode, men det viste sig faktisk, at man som matematiker er en ret dygtig datalog. Jeg syntes dog, at jeg manglede en mere fyldestgørende teoretisk forståelse for, hvad datalogien egentlig er, så derfor begyndte jeg at tage kurser på DIKU ved siden af mit arbejde, fortæller Esben.

It-kundskaberne gav Esben mulighed for at realisere nogle af sine mange idéer.

- Det var datalogien, som gav mig værktøjerne til at føre mine idéer ud i livet. Som matematiker bliver man trænet i at tænke struktureret og problemløsningsorienteret, men de problemer man løser som matematiker er utroligt virkelighedsfjerne - og det er man nærmest stolt af på matematik. Mit matematik-speciale var fx 100% uanvendeligt, men efter min ph.d. havde jeg 1000 idéer til, hvordan jeg kunne løse alverdens konkrete problemer. It blev mit værktøj til at omsætte det, jeg havde i hovedet til noget, der kan bruges i den virkelige verden.

Gode idéer og hårdt arbejde i skyggen af Amalienborg

Virksomheden Lendino blev oprettet i 2013, og i dag huses den i Toldbodgade. Herfra kan Esben og hans kompagnoner dagligt kigge ned til de små prinser og prinsesser, der spiller fodbold i baghaven til Frederik d. 8.s palæ.

- Jeg har altid følt mig lidt royal, proklamerer Esben skælmsk, idet han fortæller om sin første historie med royal nærhed, der går 35 år tilbage til da han som baby fik æren af at blive båret rundt på armen af Dronning Margrethe.

I mellemtiden er opstartsteamet nået langt. Deres forretningsidé har vist sig så lovende, at den gjorde Lendino til vinder af Venture Cup i 2013 under kategorien ‘people and society’.

Esben trykker Kronprins Frederik i hånden ved Next Step Challenge i Esbjerg, 2013.

Samme år deltog Lendino i iværksætterkonkurrencen Next Step Challenge, hvor de blev udvalgt som et af de 12 teams ud af ca. 130, hvis forretningsidé var god nok til at kvalificere dem til anden runde af konkurrencen, som foregik over 3 måneder i Esbjerg. Deres medvirken førte til vigtige kontakter i erhvervslivet og til et royalt håndtryk.

Året efter formåede Lendino at finansiere deres første lån til flaskeproducenten, Retap, og nye lån er nu på vej på platformen. Lendino er også netop blevet godkendt af Finanstilsynet som “udbyder af betalingstjeneste med begrænset tilladelse”, hvilket vil sige at de nu frit kan udbyde lån op til en vis størrelse, så nu er vejen banet for at finansiere lån på stribe.

Lendino bevæger sig således frem med sikre skridt, men der er stadig lang vej før virksomhedens mål om at finansiere lån i Danmark for 100 millioner årligt er nået. Ambitionerne stopper dog ikke her, for snart går turen til nabomarkederne i Sverige, Norge og Tyskland, som også har potentiale til at lade sig erobre af de innovative danske crowfunding-entreprenører. 

Læs mere om Lendinos første crowdfunding-lån på Berlingske Business